Det er nu kun 16 dage siden at mine børn og jeg fik en ny titel: voldsramt familie. Det var super hårdt at få af vide. Jeg havde aldrig troet at jeg ville blive en voldsramt kvinde men det er jeg. Ikke fysisk vold men psykisk vold. Min mand har et voldsomt temperament som udløser diverse skældsord råben og meget nedladende toner overfor vores ældste søn på 11 år og mig. På det seneste er det dog også gået ud over vores 4 årige søn. I sommers fik kommunen en indberetning på min mand og i den forbindelse blev der sat en paragraf 50 undersøgelse i gang. Og det var i den forbindelse vi fik titlen voldsramt familie.
Jeg tog den beslutning at det er nu det er nok og nu er det på tide at børnene får en hverdag med mere ro og mere stabilitet. Så jeg valgte i onsdags at sige fra overfor min mand og fortalte ham at jeg flytter med børnene til den 1. Februar. Har været så heldig at en i mit netværk har ejerlejlighed som de skal leje ud. Jeg spurgte om de ville have meget imod at mine børn og jeg lejede den og det havde de heldigvis ikke. Det er jo noget af en mundfuld med tre børn hvoraf den yngste ikke er fyldt 1 år endnu. Men de var jo glade for at kunne hjælpe og mit netværk har samlet diverse ting og møbler til os så vi faktisk har et hjem når vi flytter. Jeg er så glad og taknemmelig for alt det mit netværk har gjort for mine børn og mig. Det kan ikke beskrives hvor meget det betyder for mig.
Jeg skal snart have gang i flyttekasser og nedpakning af de ting vi tager med os. Det bliver ikke nemt især når min mand stadig håber på at vi bliver boende. Men indskuddet er betalt og det bliver bedre for børnene og mig at få ro på i hverdagene. Det er vigtigst lige nu ro og stabilitet.
